Hvorfor naturbørnehave?

Pædagog der står og snakker til en cirkel af børn ude i Hadsten skov

Det primære mål med at lave en naturbørnehave er at udnytte naturens store diversitet og uendelige rum til at styrke børnenes fantasi, kreativitet, personlige og sociale kompetencer. Børnene skal præsenteres for de kulturelle oplevelser og traditioner, som følger årets gang og de skiftende årstider. Børnene vil lære at begå sig i naturen, de vil få kendskab til dyr, planter, habitater og miljø og derfor blive fortrolige med naturen og udelivet, dvs. opnå naturkompetencer og naturfaglig dannelse. Men samtidig skal naturens evige varierende legeplads udnyttes til at styrke og stimulere børnenes kropslige og motoriske udvikling. Sanser, muskler, knogler og led styrkes, og naturen vil bidrage med en næsten ubegrænset kilde til læring og viden.

Jeg oplever at mit barn lærer utrolig mange gode og sunde ting som børn i andre børnehaver aldrig har stiftet bekendtskab med (jord til bord, blomster, fugle, kroppen, former, traditioner). De bliver robuste, selvhjulpne, gode og ordentlige mennesker der tror på sig selv.

Det bedste ved børnehaven er den enorme tryghed og støtte, vi som forældre oplever. Personalet gør deres bedste for både børn og forældre, møder os med tålmodighed og forståelse, hjælper børnene med sprog og udvikling, og giver os en ro i hverdagen, fordi vi ved, at vores barn er i de bedste hænder.

(udtalelser fra forældre til børn i børnehaven)